HOKUS, POKUS, FILIOKUS

Hokus, pokus, filiokus

Dette er oprindelig et besværgelsesudtryk, en slags bandeord.  Senere blev det en trylleformular.

Oprindelsen er en forvrænget form af bibelens ord i forbindelse med nadveren: Hoc est corpus (meum), latinsk for: Dette er mit legeme.  Ordet filiokus er en forvanskning af filioque, der betyder: og sønnen.

Hvordan hænger det så sammen?

Vi skal igen søge i de gamle kristelige tekster:  I den konstantinopolitanske (den var svær) trosbekendelse (nu stort set den græsk-ortodokse) står i 3. led om helligånden: som udgår fra faderen.  Hertil føjede den vestlige kirke:  og sønnen.  Da den østlige kirke holdt fast ved den oprindelige form, kunne trosbekendelsen bruges til at finde ud af, hvilken kirkeretning man tilhørte.

Så man må vel derfor sige, at udtrykket hokus, pokus, filiokus især har sit ophav i det græsk-ortodokse kirkelige sprog.

Første gang udtrykket brugtes i forbindelse med trylleri var ved udgivelsen af en lærebog om tryllekunster i England i 1634. Den hed:  Hocus pokus junior.

Så meget om oprindelsen. I dag bruges udtrykket hokus, pokus, filiokus (ofte forvansket til filihankat) som en trylleformular.  Se, hvad jeg kan trylle frem.   Og så er man efter nogens opfattelse måske tæt på at være tilbage til oprindelsen: hoc est corpus – dette er mit legeme.

Hokus pokus – det var da en simpel forklaring, ikke ?!