HELLIG ILD

Hellig ild

Udtrykket den hellige ild stammer fra betegnelsen på brændeoffer-ilden i gudetempler i meget gamle dage. Den kendes fra mange religioner. For de gamle grækere var ilden noget helligt. Man mente, at den var blevet stjålet fra guderne af Prometheus. I den kristne religion nævnes den bl.a. i 3. Mosebog det gamle testamente, hvor Gud pålægger Moses, at ilden på alteret ikke må gå ud. Derfra kommer traditionen med den altid brændende lampe i jødiske synagoger. Skikken er også brugt i den katolske kirke.  Man taler også om  Den evige lampe eller den hellige flamme.

Når der brænder en evig ild på mindemærker for faldne under krige, f.eks. på den ukendte soldats grav under Triumfbuen i Paris, så er det en udløber af samme tradition.

Den olympiske flamme har på en måde samme ophav. I god tid før olympiske lege tændes den ved en særlig ceremoni ved solens stråler på Olympen i Grækenland. Derefter løbes (og fragtes på anden måde) den over en længere periode før legene frem til stedet, hvor de afholdes. Når legene er slut, slukkes den under afslutningsceromonien. Denne tradition blev indført i forbindelse med OL i Amsterdam i 1928. 

Når man i dag siger, at man er grebet af den hellige ild, så menes der, at han (eller hun) er voldsomt inspireret og stærkt optaget af noget. Man vil så at sige på gennem ild og vand for at nå frem til sit mål.