HAMBURG

Hamburg

Hamburg er i dag Tysklands næststørste by med 1,7 millioner indbyggere. Den største er naturligvis det genforenede Berlin. Og som mange ved, er Hamburg lige ved at være også en dansk by. I hvert fald historisk. En meget stor del af den danske eksport gik i mange hundrede år især til og via Hamburg. Lige fra dengang, hvor 30-40.000 danske okser hvert år blev drevet ned ad Oksevejen (hvor ellers!) - også kaldt Hærvejen - til Hamburg for at blive slagtet på byens store slagtehuse. Eller for af købmændene at blive solgt videre i levende live, ikke mindst til Holland og Belgien.  Senere fik kong Christian d. 4. - der som bekendt havde mindst een ny ide hver dag - den ide, at nu måtte det være på tide, at vi danske simpelt hen udkonkurrerede Hamburg. Nu havde vi lagt arm med byen igennem århundreder, ikke mindst i dens egenskab af at være Hansestad og dermed være et vigtigt led i en kæde af meget indflydelsesrige byer i Nordeuropa.  Og hvordan går man så igang med at udkonkurrere Hamburg? Jo, nu var det dengang sådan, at det danske rige gik helt ned til Elben. Den danske konge var nemlig også chef i Holsten. Så kongen befalede, at der skulle grundlægges en ny by nord for Elben - Hamburg lå dengang på sydsiden af floden. Den nye by fik navnet Altona. Det kom ikke helt til at gå, som kongen ønskede. Ganske vist fik vi mange fordele af at "eje" Altona. Ikke mindst en udskibningshavn ad Elben for vor landbrugseksport.  Vi fik også kong Christian den 7.'s (ham den sindssyge) livlæge Struensee. Han var først læge i Altona. På sæt og vis kan man sige, at han på mange måder lavede en "fransk revolution" i Danmark tyve år før den franske revolution. Enten var det for tidligt - eller også var det hele ikke godt nok forberedt. I hvert fald kappede danskerne hovedet af Struensee i 1772 - revolutionen var slut, og demokratiet i Danmark nåede først frem 77 år senere, i 1849.

Kong Frederik d. 6. ( i folkemunde kaldt Sjette Frederik) - Christian den 7's søn - gjorde hvad han kunne for at holde den danske magt og indflydelse i området. Det kan man bl.a. se den dag i dag på de mange gamle vejsten med Frederik den 6.'s monogram på. Kiel, ikke så langt fra Hamburg, var også meget ofte kongeby, dvs. kongen boede der. Og da samme Sjette Frederik valgte forkert side i Napoleonskrigene og måtte afstå Norge til Sverige ved Wiener-kongressen i 1814, så fik han som et lille plaster på såret hals- og håndsret over det lille område Lauenburg lige øst for Hamburg. Det er faktisk i det område - nemlig i Aumühle -, at berømte Otto von Bismarck blev født den 1. april 1815. Så vor banemand i 1864 var i virkeligheden "dansker"!

Apropos vor banemand Bismarck:  han løb som bekendt med Holsten og Slesvig, inkl. det nuværende Sønderjylland efter vort nederlag i 1864. Det betød også, at Altona blev preussisk. Vi havde mistet en meget vigtig udskibningshavn.  Det var hovedgrunden til, at havnen i Esbjerg blev anlagt. Det var stort set kun en bar strand før den tid. Vor store landbrugseksport til England skulle sikres.

Nå, tilbage til Hamburg. Hvorfor skriver jeg forresten ikke Hamborg, som byen normalt kaldes på dansk?  Fordi jeg er af den fundamentale opfattelse, at byer skal hedde det, de hedder på deres eget sprog. Derfor skriver jeg Hamburg.  Med samme begrundelse mener jeg, at København skal hedde København på alle sprog - og ikke Copenhagen, Kopenhagen, Copenhaque - og hvad man ellers har fundet på! Sådan.  Der skal være orden i tingene!

Danmarks forbindelse med Hamburg holdt naturligvis ikke op, fordi Slesvig-Holstein ( eller rettere: Schleswig-Holstein) overgik til tysk styre, og byen derfor kom lidt længere væk fra Danmark.  Der vedblev at være masser af kontakt og samarbejde.  Så meget at også en dansk konge i begyndelsen af 1900-tallet mente at kunne gæste byens "lyst-huse" uden at blive bemærket. Det lykkedes så meget, at da han faktisk døde under et sådant besøg, blev han som alle andre i den situation fragtet hen på byens store, almindelige lighus til videre behandling. Det var kun med nød og næppe, at danske diplomater i staden fandt ud af sagens rette sammenhæng og fik gjort det, som protokol og kongetradition kræver!

Hamburg har i århundredernes løb også fostret mange kendte personager. Tidl. forbundskansler Helmut Schmidt var i høj grad én af dem. Han boede der hele sit lange liv. Og hans hus i Langenhorn i Nordhamburg er nu museum, som man er velkommen til at besøge.  Angela Merkel er en anden hamburger, som ganske vist som barn blev taget med til det daværende Østtyskland, fordi hendes far mente, de manglede en præst derovre.

Kulturelt og historisk har Hamburg haft meget med England at gøre. Det er ikke så mærkeligt med den store havne- og søtrafik.  Visse kvarterer i og nær Hamburg har sågar engelskklingende navne. Det gælder f.eks. Moorfleet og Quickborn.  Byen var under nazismen så meget anti-hitler, at føreren sjældent vovede sig til byen. Og da de britiske besættelsestropper stod foran byens porte i foråret 1945, besluttede den lokale tyske kommandant sig til, at byen skulle overgive sig uden kamp. Så "tommyerne" kunne rulle frit ind i byens gader og pladser. Og folk fra dengang har fortalt, hvordan der lige pludselig lød jazzmusik og swing ud af vinduerne fra alle de steder, hvor de britiske soldater blev indkvarteret.