KOS

Kos

Øen Kos er på størrelse med Møn. Den har i dag ca. 33.000 indbyggere. Dens kendte historie går som alt i Middelhavs-området meget langt tilbage i tiden. I nyere tid var det i de kristne ridderes besiddelse i lang tid. I 1523 blev de jaget ud af osmannerne (tyrkerne). De sad på magten på øen i 390 år.  Det var ikke festlige tider, ej heller menneskevenlige tider. Derfor er det ikke bare forbavsende, men direkte imponerende, at det lykkedes den gamle græske kultur at overleve. Da Grækenland blev selvstændigt i 1831, kom det ikke Kos til gode. Øen og de andre 11 øer i Dodekaneserne ( dódeka betyder 12 på græsk ) forblev i osmannisk besiddelse. Men efter Balkankrigene i 1911-12, overtog Italien de tolv øer. Det blev både en positiv og en svær periode.  Ny forskning har vist, at italienerne blev modtaget og set positivt af den lokale befolkning på øerne.  Den eneste fundamentale brøler, italierenne gjorde, var, at de prøvede at påtvinge den ortodokse befolkning den romersk-katolske religion. Det var dumt og gav kun negative resultater.  Efter et altødelæggende jordskælv i Kos By i 1933, hvor stort set alt blev ødelagt, var det italienske arkitekter, der genopbyggede byen. Derfor ser man den dag i dag et klart italiensk præg på byen. Det rimeligt gode forhold til italienerne fik syn for sagen, efter at tyskerne i 1943 brutalt overfald også Kos og satte sig på magten. Mange italierere blev henrettet af tyskerne og kastet i massegrave.  Men mange i lokalbefolkningen gjorde hvad de kunne for at skjule italienere for tyskerne. Det har Italien ikke glemt.

Efter Tysklands og Italiens nederlag i 1944-45 overtog briterne ansvaret for Kos. Og i 1948 blev Kos endelig en del af Grækenland.

Jeg tror, det er de færreste turister og andre, der er klar over dette, når de i dag besøger Kos, Rhodos, Kalymnos og de andre øer i området.