VALENTINSDAG
Valentinsdag
De fleste ved, at den 14. februar er VALENTINUS DAG. Eller: VALENTINSDAG. Derimod ved de fleste ikke, at der er mindst tre ophavnsmænd til, at dagen bærer dette navn. Alle tre var katolske præster og led martyrdøden for deres tro.
Den første Valentinus levede i det 2. århundrede e.Kr. Han blev født omkring 100 e.Kr. i området ved Nil-deltaet og fik sin uddannelse i Alexandria. Han blev hurtigt discipel for den kristne Theudes, der havde været en af apostelen Paulus’s følgesvende. Senere grundlagde han en særlig kristen bevægelse, Gnostikerne, der fik stor indflydelse i den tidlige kristne kirke i over 600 år. Den bredte sig i Europa, Mellemøsten og Nordafrika. Den byggede blandt på ”mystisk viden” og ”hvordan kristendommen burde have været”. Han bosatte sig i Rom og blev endda tilbudt at blive biskop, men afslog. Den katolske kirke tog efterhånden delvis afstand fra Valentinus, da han ikke fulgte dens officielle lære. Sidst i sit liv flyttede han fra Rom til Cypern.
Han kom også i konflikt med de romerske myndigheder, da han helbredte en dommers blinde datter og derved omvendte dommeren og hans familie til kristendommen. Han blev fængslet og halshugget i 160 e.Kr.
Den anden Valentinus er muligvis en legende. Den romerske kejser Claudius II ( 268-70 e.Kr.) beordrede sine soldater til ikke at gifte sig. Alligevel blev præsten Valentinus ved med at gifte soldaterne. Han blev arresteret og henrettet den 14. februar. Den katolske kirke gjorde ham under pave Gelasius i 496 til helgen under navnet Sankt Valentin.
Den tredje Valentinus var biskop i Rhætius og blev halshugget omkring år 470.
Det er formentlig fra den anden Valentinus, at traditionen om Sct. Valentine’s Day opstod i USA. ”De elskendes Helligdag”. Der sendes alene i USA omkring 200 millioner Valentins-kort på denne dag.
Nogle historikere mener i øvrigt, at Valentinus Dag i virkeligheden har sit ophav i den romerske Lupercalia-fest, der fandt sted den 15. februar og skulle fremme frugtbarheden.
Andre har holdt på, at det netop er den 14. februar, at fuglene begynder at parre sig.
Altsammen går på en måde op i en højere enhed på denne VALENTINS DAG.
Comments
Post a Comment