ROSKILDE-FREDEN 1658

Roskilde-freden 1658

Denne fred mellem Danmark og Sverige var Danmarks største tab nogensinde og Sveriges største gevinst.  I 1657 havde den danske konge Frederik III (Christian IV's søn) erklæret Sverige krig. Han ville vinde de områder tilbage, Danmark havde tabt ved Brømsebro-freden i 1645 (Halland, Øsel, Gotland og det midterste Norge). Den svenske konge Karl 10. Gustav var i Polen med sin hær. Han tog straks handsken op, gik lynhurtigt med sin 7.000 store hær op gennem Jylland, gik over isen (det var vinter) til Fyn, videre over isen til Langeland, Lolland-Falster og sidst til Sjælland. Kong Frederik blev totalt overrumplet og bad om fredsforhandlinger. Først i Vordingborg, så i Høje Tåstrup præstegård og til sidst i Roskilde.

Svenskerne startede med store krav. De ville have:  Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, Anholt, Læsø, Samsø, Hven, Saltholm, Møn, Island og Færøerne. Efter få dage reduceredes deres krav betydeligt. Og den aftale, som til sidst blev underskrevet i Roskilde Domkirke måtte Danmark afstå Skåne (med Bornholm), Halland, Blekinge, Bohuslen og Midtnorge. Det er denne fredsaftale, der bærer navnet Roskilde-freden. Da den skulle underskrives, sagde den danske chefforhandler: Bare dog min hånd ikke kunne skrive!

At Bornholm og Midtnorge snart gjorde oprør og blev fri af Sverige, og at svenskerkongen lod sine tropper blive i Brønshøj-området og i begyndelsen af 1659 forgæves forsøgte at gøre erobringerne færdige ved at indtage København, ændrede ikke meget. Danmark var reddet.

Men Frederik III blev så trist over tabet, at han forlangte vinduerne mod øst i sit slot, Christiansborg, muret til, så han ikke længere kunne se over mod Skåne. Og et par år senere indførte han enevælden, så adelen ikke længere havde den magt, den havde før. En enevælde, der kom til at vare 188 år indtil demokratiets indførelse også i Danmark i 1849.