GRUNDLOVSDAG DEN 5. JUNI

Grundlovsdag den 5. juni

Spørgsmålet er:  Hvorfor blev netop den 5. juni valgt til underskrivelsen?

Alle ved, at den 5. juni er Danmarks grundlovsdag. Måske også, at det var tirsdag den 5. juni 1849, at landets fik sin allerførste frie grundlov

Men ved du også, HVORFOR det netop blev den 5. juni ?  Sikkert ikke.

Det er sød historie. Og det skulle være ganske vist.

Den grundlovgivende rigsforsamling med landets brave mænd ( ingen kvinder, naturligvis ) havde siden oprøret i foråret 1848 drøftet og debatteret, hvordan den nye grundlov skulle  se ud. Der var mange synspunkter. Også nogen om, at det slet ikke var nogen god ide med en fri forfatning. Bl.a. salig Grundtvig forfægtede dette synspunkt.

I foråret 1849 var et stort flertal blevet enige om en tekst. En tekst, der ligger tæt på den første belgiske grundlov fra 1830.

Nu skulle den enevældige konge, Frederik den 7., så skrive den under. Det var ikke noget problem. Han ville gerne. Og han interesserede sig i det hele taget ikke så meget for rigets styrelse.

Da datoen skulle fastlægges, tog hans elskede Louise Rasmussen, snart grevinde Danner, fat.  Hun insisterede på, at han skulle skrive under den 5. juni.

Hvorfor ? Fordi så var hun sikker på, at hele landet  fremover ville flage på hendes søns fødselsdag. Han var nemlig født den 5. juni 1841.  Godt tænkt!

Men hvad var det nu for en søn ? Kongens søn? Ingenlunde. Faderen var kongens bedste ven, bogtrykker Johan Carl Ernst Berling. Arvingen til Berlingske Tidende.  Han var siden 1830erne Louise Rasmussens faste elsker. Og han ville egentlig også gerne gifte sig med hende. Men det satte hans mor og hans søster sig voldsomt imod. Det ville efter deres opfattelse være langt under hans stand at gifte sig med en almindelig danser fra Det kgl. Teater.

Alligevel kom der en søn ud af forholdet. Han hed Frederik Carl Christian Louis Berling. Han blev født diskret i Flakkebjerg i Vestsjælland. Senere kom han i pleje hos Ane Jacobsen i København under navnet Carl Christian Jacobsen.

Som voksen flyttede han til England og fik en uddannelse på forskellige universiteter. I 1879 erhvervede han godset Waybread Hall i Suffolk. Og i 1894 blev han britisk statsborger. Han omkom ved en bilulykke i Ipswich i 1907 og efterlod sig to døtre.

Dette er historien om HVORFOR DEN 5. JUNI.  Så sig ikke, at Grevinde Danner ingen indflydelse havde på begivenhederne i landet dengang. Med virkning den dag i dag.

 

Comments

Popular posts from this blog

SANKT GERTRUD - GLANSEN ER GÅET AF SANKT GERTRUD

RENT MEL I POSEN

KAFFE