VOGELSANG
Vogelsang
Vogelsang er et sted i det nordlige Eifel-område i Tyskland, ikke langt fra den belgiske grænse. Området blev fra 1934 indrettet som en af nazi-partiets tre partiskoler. ORDENSBURG VOGELSANG kaldte nazisterne det. Det var her, partiets unge ledere fik indpodet alt om raceteorier, Blut und Boden filosofien og andre bandit-holdninger. De blev af ledelsen lovet de højeste poster i partiet. Det blev det dog aldrig til. De fleste af eleverne derfra kom senere til det besatte Polen og det besatte Ukraine som lokale ledere af de nazistiske rædselsregimer dér. Og det var selvsagt også galt nok.
Byggeriet VOGELSANG er så kæmpestort, at det er det næststørste nazistiske bygningsværk, der stadig eksisterer. Det er kun overgået af monumenterne i Nürnberg, som vi besøgte for nogle år siden.
Området blev i 1944-45 befriet af amerikanske tropper. De ville sprænge det hele i luften og bruge nogle af byggematerialerne til skoler i Köln og andre steder i nærheden. Det blev der ikke noget af, da de britiske besættelsestropper kort tid efter overtog området. De brugte det i fem år som kaserne og øvelsesområde. Og fra 1950 og 55 år frem (altså til 2005) var området et belgisk militærområde. Camp Vogelsang - eller Camp Chant des Oiseaux, som de kaldte det. De byggede bl.a. en ny kaserne, Van Dooren kasernen. Og stedet kunne huse op til 3.000 soldater ad gangen. Der var flere gange om året også tropper på besøg fra andre NATO-lande.
Efter 2005 er området for første gang i mange år åbent for offentligheden og nu er del af Eifel Nationalpark. Og lige nu (forår 2016) er man ved at færdiggøre et meget imponerende besøgscenter i de gamle bygninger med den særlige historie. Det hele ligger i et fantastisk smukt naturområde. Det bliver rigtigt spændende at besøge, når det senere i år er færdigbygget.
Comments
Post a Comment